Cirkus var i byen – nu frygter lokale for deres byfest
Galten Byfest er bekymret for årets byfest, efter at Cirkus Arena har været i byen. Græsplænen er nemlig ødelagt.
Det bliver en kamp mod tiden.
Nogenlunde sådan kan bekymringen fra Galten Byfest sammenfattes.
Tirsdag afholdt Cirkus Arena forestilling på Bytoften i Galten, og det har efterladt græsplænen i mildest talt ringe tilstand.
Byfesten afvikles fra den 8. til 11. maj, og det betyder, at folkene bag byfesten nu er bekymrede for, i hvilken tilstand den kan afholdes.
- Jeg er helt sikker på, at forestillingen var fantastisk, men de skulle ikke være der, hvor vi holder byfest 14 dage senere. Det kan pladsen ikke holde til. Den er blevet efterladt som en pløjemark, siger Søren Riis, formand for Galten Byfest.
Han fortæller, at de har været "lidt i panik" for at finde en god løsning.
- Vi har været lidt urolige, men alt skal nok blive godt. Kommunen har lovet at jævne det hele, og så bliver der lagt vasket sand på, som skal give et stabilt underlag. Når vi begynder at sætte telt op, tror jeg, det er godt igen.
Cirkus Arena oplyser i en skriftlig kommentar:
- Den megen ekstreme nedbør gennem lang tid og på selve forestillingsdagen medførte desværre, at pladsen var meget blød, og det efterlod ikke kun minder om den fortryllende cirkusforestilling, men også hjulspor i græsplænen, da vi skulle væk fra arealet.
- Vi gjorde alt, hvad vi kunne for at passe på, men vi er ikke herre over vejret. I disse tilfælde evaluerer vi og aftaler det videre forløb efterfølgende med kommunen, lyder det fra Christoffer Wedel i en skriftlig kommentar.
Men den forklaring giver Søren Riis ikke meget for.
- Jeg kan se på pladsen, hvordan de har pløjet rundt. De skal holde sig på stierne, ligesom vi skal, når vi holdes byfest. Det kan man se på billederne, at de ikke har gjort, siger han.